Google

Du er her:  Gratis eventyr til ferie, fritid, påske, jul, skole og familie > BØGETRÆET > AFSNIT 5 - SMILET




- MUNKEBJERGBØGEN - AFSNIT 5 -

SMILET SOM VÅBEN

Solsorten lyttede. Nu måtte den fortælle om den stærkeste oplevelse, den nogensinde havde haft.

 

"Jeg forstår, at dine smerter i barken er store, men det er for intet at regne mod det, der sker i menneskers verden, når man mister et barn".

 

"Hvor ved du det fra?" spurgte bøgetræet. "Jeg har selv set det og hørt det", fortsatte solsorten, " vi er jo, som du ved, alle vegne, - også i

parker og på kirkegårde. For nylig så jeg en pige blive begravet. Jeg glemmer det aldrig!

 

Jeg kunne ikke synge, mens begravelsen fandt sted. Men da alle var gået, måtte jeg synge mine lette og sørgmodige toner ud over kirkegården. For man sagde, at pigen var så kærlig. I hendes ansigt så man lyset fra skabelsens morgen, Guds ansigt, og bag lyset så man Guds urkraft, som er kærlighed.

 

Smilet var hendes våben - og glæden var hendes skjold.

 

I kirken havde man anbragt et billede af pigen på kisten, så hendes smil mødte folks blikke. Moderen sang ved kisten og kyssede billedet som afsked.

 

Rundt omkring graven havde man anbragt liljer, som havde pyntet op inde i kirken. Det var pigens yndlingsblomst. Da en solstråle ramte dem, var det som om en lyskæde blev tændt.

 

På et hvidt bånd stod der: "Vi vil altid elske dig, - du var lyset i vores liv !"